Forår, forår, forår

Det er forår! Jeg har været i haven de sidste tre weekender og har utålmodigt gået rundt og syntes, at alting så for vissent ud. Hvorfor sker der ikke noget? Hvornår kommer det op, springer ud, grønnes? Men i dag var det gevinst. Vi høstede de første rabarber, og verden var i farver:-)

For tre uger siden så de bare sådan ud:

De blev luget, og for to uger siden fik de kompost:

Det kunne de tydeligvis godt lide. I dag dækkede de jorden. Al den vækst på bare tre uger.

Jeg har haft kæresten med i haven. Det er MEGET effektivt. Han kan nemlig grave – i modsætning til mig med maven. Sidste weekend lagde vi kartofler i det gamle indianerbed. Måske lidt tidligt, men jeg satsede.

Højbedene er også blevet luget næsten alle sammen, og jeg har sået spinat, rucola, radiser, dild, persille, valmuer og morgenfruer – og lagt skalotteløg. Det er jeg spændt på.

Jeg har fået fingre i en masse gratis flis, så det er lagt på ydersiden af højbedene over mod hækken. Så får den forhåbentlig lidt fred for ukrudt. Og ellers har jeg lagt det omkring bærbuske og frugttræer, så de heller ikke bliver udkonkurreret af det temmelig allestedsnærværende græs.

Midt i græsset fandt jeg pludselig en lille koloni vibeæg. Tænk, at naturen har lavet sådan et design. 

Og de første forglemmigej er sprunget ud:

Prydløgene (mener jeg det er) er også begyndt at vågne:

Og hjemme i vindueskarmen venter tomaterne:

Jeg såede hjulkrone, hør, morgenfruer og anisiop i dag. Så er det bare lige det der med at væbne sig med tålmodighed og vente på, at det kommer op.

 

Højbede

Fire faldefærdige, ukrudtsbegroede højbede var der i haven. I dét længst væk var jorden så hård og græsovergroet, at vi bare satte kartofler med det samme. Resten skulle ryddes og huse løg, salat, rødbeder, dild, persille og lidt blomster. (Hækken er et kapitel for sig.)

IMG_0931

På et tidspunkt i efteråret havde naboen hevet nogle jordskokker, som generede hækken, op og lagt dem oven på højbedene. De så helt indtørrede og døde ud, men neden under havde de sået sig selv. De fik så lov at stå i den ene ende af et bed.

IMG_0939

Der var så meget ukrudt og græs rundt om bedene og inde i hækken, både ud mod stien og ind mod naboen, at aviser blev løsningen:

IMG_0945

Endelig, endelig, endelig var alle fire bede ryddet. Det havde set så overkommeligt ud, men var et kæmpe arbejde. Frøene blev sået 26. maj. Tallerkensmækkeren fra Camilla Plum blev plantet i hjørnet ud mod stien og havegangen. Forhåbentlig bliver den kæmpestor og laver et gedigent bunddække, som ingen tidsel kan trænge igennem. Citrontagetes kommer til at gøre det ud for hæk i år. Det nærmeste bed fik forresten nogle skruer og kan godt klare denne sæson. Det bagved måtte skiftes ud med en ny palleramme.

IMG_0977

Og set inde fra haven. I bedet længst til venstre er kartoflerne dukket op. Bedet længst væk er det med de selvsåede jordskokker. I resten af det bed har jeg lagt fem georgineknolde fra Camilla Plum. De var gratis og temmelig indtørrede, men måske dukker de op. Det kunne være flot.

IMG_0990