Alt det man ikke når

Alt det man ikke når, når man er gravid. Det bliver nok et tema fremover. At jeg slet, slet, slet ikke når at luge eller passe så meget have, som jeg gerne ville, fordi der kommer en baby. Jeg havde helt klart forestillet mig, at jeg ville få lavet mere i haven, når jeg gik på barsel, og inden babyen kom. Men dels har jeg været helt vildt forkølet i nærmest tre uger, og dels får jeg ondt i lænden efter 10 minutter, så pt ser haven sådan ud. Mega højt græs  og mælkebøtter over det hele. Øj, hvor skal jeg tage mig sammen for at være i zen med det. I baggrunden står en solbærbusk, som har fået flis omkring sig, så forhåbentlig bliver den ikke helt kvalt.

Jeg havde termin for 9 dage siden, så jeg var nødt til at plante squash, græskar og tomater ud alt for tidligt (24. maj). Og så har det oven i købet været en ekstraordinær kold maj. Græskarrene fik fiberdug over sig. Jeg tog den af i dag. Her er det “Cinderella’s Carriage”, et fransk heirloomgræskar fra Renee’s Garden. Frøene købte jeg i USA i efteråret.


Den har nogle mærkelig skjolder på bladene, men jeg håber den overlever. Den har i det mindste en blomst. Værre ser det ud for Butternutsquashen.


Gad vide, hvordan de klarer livet uden fiberdug? Min strategi har været at plante nogle meget konkurrencedygtige planter, der kan holde ukrudtet i skak, når jeg nu ikke selv kan i år, men det kræver lissom, at de overlever. Ud fra samme devise har jeg sat en squash i hver sit højbed. Men se, hvor hårde de sidste to uger har været for dem:



Well, den ene har da stadig et blad. Tomaterne har klaret det lidt bedre, om end de er meget små. Jeg fik forspiret dem i noget alt for kompakt, leret jord, så de var små og visne, da de kom ud, og det taget i betragtning, ser de faktisk ok ud. Fire styks har jeg plantet. Det rækker forhåbentlig til sommerens forbrug.

Jeg har også plantet to artiskokker. Den ene har dræbersneglene været i gang med, så den er hullet, men den anden har det fint.

Og så til det, der har det godt: løgene. Jeg havde ikke løg sidste år, men det er da et hit. Skalotteløgene står så fint – de laver sjove klynger. Altså mange løg for hvert løg, jeg satte.

Rødbederne – dem der er kommet op og ikke blevet spist – begynder også at ligne noget. Bulls Blood hedder de. Flot farve.

Kartoflerne står også virkelig flot. De har nok godt kunne lide al den regn i maj.

Noget af det, jeg håber på, vi får mere ud af i år, er bærbuskene. Særligt stikkelsbærrene. De står allerede med mange bær.

Hvis de ellers kan få lys og luft for græsset. Ja, det er stikkelsbærbusken, der er inde bagved. Zen, zen, zen…

Nå, men fordelen ved ikke at luge, er, at der også dukker fine, selvsåede blomster op midt i den ikke eksisterende hæk. Er det en akeleje?

Og nå ja, den skravlede bronzefennikel fra sidste år dukkede også overraskende nok op i år.

Vi får se, hvornår jeg igen kommer i haven, og hvad der lever til den tid.

 

Forår, forår, forår

Det er forår! Jeg har været i haven de sidste tre weekender og har utålmodigt gået rundt og syntes, at alting så for vissent ud. Hvorfor sker der ikke noget? Hvornår kommer det op, springer ud, grønnes? Men i dag var det gevinst. Vi høstede de første rabarber, og verden var i farver:-)

For tre uger siden så de bare sådan ud:

De blev luget, og for to uger siden fik de kompost:

Det kunne de tydeligvis godt lide. I dag dækkede de jorden. Al den vækst på bare tre uger.

Jeg har haft kæresten med i haven. Det er MEGET effektivt. Han kan nemlig grave – i modsætning til mig med maven. Sidste weekend lagde vi kartofler i det gamle indianerbed. Måske lidt tidligt, men jeg satsede.

Højbedene er også blevet luget næsten alle sammen, og jeg har sået spinat, rucola, radiser, dild, persille, valmuer og morgenfruer – og lagt skalotteløg. Det er jeg spændt på.

Jeg har fået fingre i en masse gratis flis, så det er lagt på ydersiden af højbedene over mod hækken. Så får den forhåbentlig lidt fred for ukrudt. Og ellers har jeg lagt det omkring bærbuske og frugttræer, så de heller ikke bliver udkonkurreret af det temmelig allestedsnærværende græs.

Midt i græsset fandt jeg pludselig en lille koloni vibeæg. Tænk, at naturen har lavet sådan et design. 

Og de første forglemmigej er sprunget ud:

Prydløgene (mener jeg det er) er også begyndt at vågne:

Og hjemme i vindueskarmen venter tomaterne:

Jeg såede hjulkrone, hør, morgenfruer og anisiop i dag. Så er det bare lige det der med at væbne sig med tålmodighed og vente på, at det kommer op.

 

Succeser og fiaskoer i 2014

Jeg gik i stå med bloggen i efteråret. Jeg var udenlands hele oktober, og i november fik jeg andre ting at tænke på, men jeg har haft et par indlæg i tankerne, blandt andet en status over min første sæson.

Succeser
Hvad var succeserne? De ubetingede succeser var bønner, ærter, salat, grønkål og blomster. Og jordbær! Men de var der i forvejen – og er flerårige – så de gælder på en måde ikke rigtig. Men de producerede godt nok mange bær med mange lækre jordbærretter til følge. Men ærter, bønner og salat skal jeg klart have igen næste år. Måske grønkål, hvis vi gider spise det. Det er lidt sådan en plante, jeg har dyrket, fordi jeg ved, den er sund (og smuk!), men jeg er ikke så god til at spise den.
En anden virkelig succes var selvfølgelig squashene. Selvom de gik meldug. Næste år skal jeg kun have to squashplanter, men til gengæld et par græskarplanter.

Se hvordan det gik med forsøget med kæmpegræskaret plantet sidst i august. Et lille bitte græskar nåede den at producere. Så kan man lære det. Der er en grund til, at Camilla Plum siger, de har brug for en lang vækstsæson.

Kæmpegræskar

Kæmpegræskaret blev først sået i august, men fordi efteråret var så varmt, havde det altså nået at lave det her lille bitte græskar i november.

Tomaterne var også en succes. De producerede meget, og de smagte godt! Det var bare ærgerligt, at de sprak efter det store regnskyl. Men Rosada-planten var virkelig produktiv. Den havde ellers en krise midt på sæsonen. Jeg havde ikke fået spændt den godt nok op, så stænglen var ved at knække helt nede ved jorden. Katastrofe! Men jeg fik det afværget ved at mulde noget god, næringsrig jord op om stænglen, helt op over knækket (tomater kan lave rødder op langs stilken ligesom kartofler), og det var den altså vild med. Den fik virkelig et skud power og begyndte at producere helt vildt, og det sjove var, at jeg ellers ikke havde synes, den lavede særligt smagfulde tomater i begyndelsen af sæsonen – den var den tidligste – men i løbet af august kom der virkelig smæk på smagen.

IMG_1901-001

“Rosada”, lidt anonym i smagen først på sæsonen. Vildt lækker og storproducerende i august. Det er et godt trick at mulde jord op om stænglen i løbet af sæsonen, så planten får nye power.

Moderate succeser var rødbeder. Jeg tror, jeg skal have en anden sort til næste år.  Nogen der bliver større, så de bedre kan bruges til at sylte – for det er egentlig sådan, jeg bedst kan lide rødbeder. Jeg ville ønske, jeg var sådan en der elskede rødbedesalat, men det gør jeg faktisk ikke. Andre moderate succeser? Jo det var måske også spidskålen. Den ene modnede fint, blev dog ikke så fast i det, som dem i supermarkedet, men den anden rådnede. Fennikel sået sidst i august var også en moderat succes. De blev ikke så store, og der er et eller andet dyr, som gufler toppene, men vi høstede da nogle forleden.

Fiaskoer
Majsene, hvordan gik det med dem? Ak, ak, de blev altså aldrig modne. Måske har de manglet næring, måske også vand pga. tørken i juli. Jeg ved det ikke. Rigtig mange af dem blev ved med at være små og blege, og nu er de gået i forrådnelse. Hm, det var altså ikke en helt nem afgrøde. Jeg ved ikke, om jeg gider dem til næste år. Men her er et billede af den eneste flerfarvede, der nåede at modne (men som ikke smagte af noget særligt). Og det var jo farverne, jeg havde set sådan frem til.

Flerfarvet majs

Rosenkålen, hvordan gik det med den? Tja, den har rådyrene på fælleden spist. Den blev heller aldrig rigtig “færdig”. Hovederne blev ved med at være meget små, så den har nok også haft en lidt for kort vækstsæson. Måske har den også manglet gødning. Det var jo et eksperiment, for den blev først plantet i slutningen af juli, men var dog forspiret.

Rosenkål

De små rosenkål blev aldrig rigtig ordentlig faste hoveder, og nu har rådyrene ædt dem. Men smuk var den med sine lilla stængler.

Broccolien er også interessant. Den blev jo virkelig plantet sent, helt henne i august (dog forspiret), men den nåede at blive en ganske pæn plante i løbet af september. Ifølge Camilla Plum skal den først lave broccolibuketter det følgende forår – altså nu, men rådyrene har ædt den. Rub og stub. Man kan dårligt få øje på den stilk, der engang var. Men i september så den sådan ud:

Broccoli

Da jeg kom hjem i november, var det vådt og koldt, men jeg fik lige nøjagtig taget mig sammen til at klippe majsene ned, fjerne squashenes meldugblade, så de ikke spreder sygdom i år og fordele noget hestemøg i bedene. Lugning blev der ikke noget af. Det hævner sig i år, men der ryger kartofler i en stor del af bedene, så det går an. Haven, som jeg forlod den i november:

Efterår

Freaks of nature eller Indianerbedet VII og smagedag hos Plum

Så er det slået fast! Jeg har Camilla Plums ord for, at majsene opfører sig virkelig underligt. Hun havde ALDRIG hørt om majs med tre kolber ud fra samme sted og med lange, lange arme med kolber ude for enden. (Læs Indianerbed VI). Jeg var til Tomatsmagedag hos hende i dag, og det indebar heldigvis en rundvisning i køkkenhaven. Der så jeg hendes majs, og det var jo et noget andet syn. Værsgo! Og det er altså en næsten to meter høj mand, der står foran dem. De var minimum tre meter høje og havde fine, store, enkelte kolber – i mange farver. Suk!

IMG_1863

Jeg har endnu kun høstet en enkelt kolbe. Det var i sidste weekend (6. september – en mærkedag). Smuk var den, og der var kun ganske få huller i kolben, hvilket betyder, at de i hvert fald har stået passende tæt i firkanten og er blevet bestøvet godt.

IMG_1733

Men nu siger jeg noget, som jeg ikke har lyst til: Den smagte faktisk ikke af særligt meget. Jeg talte også med én af Plums ansatte om majsene. Hendes teori var, at de måske havde fået for lidt gødning og derfor skyndte sig at sætte så mange afkom (små kolber) som muligt, i stedet for enkelte store. Det kunne måske også være derfor, de ikke har så meget smag. Jeg må prøve igen til næste år.

Her er lidt stemningsbilleder fra smagedagen. Simpelthen så frodigt.

IMG_1875

IMG_1876

Tomaten herover hedder Zapotec. Se lige nogle kinder. Og herunder et gammelt dansk køkkengræskar. Åbenbart en sort, der næsten uddøde, men nu bliver frøformeret blandt andet af Plum. Det var nogle ordentlige basser. Og sjove. Jeg er egentlig ikke til græskar, men jeg tror, jeg bliver nødt til at prøve at dyrke nogle, alene fordi de er så vilde at se på. Både planter og frugter.

IMG_1851

Almindelig, overdådig frodighed:

IMG_1849

IMG_1853

Nogen hyggede sig gevaldigt.

IMG_1870

Så kom regnen

Jeg var i haven i går aftens. Og blev gennemblødt. Til skindet!
Jeg havde været hos mine forældre på Fyn i en uge, og jeg havde savnet haven, så jeg gad ikke tage hjem. Der var lavendler og krydderurter (fra Fyn), der skulle plantes. Men til sidst fik kulden, myggene og klamheden i underbukserne alligevel bugt med mig.

IMG_1404.JPG

Det viste sig, at være de indledende runder af et skybrud, jeg havde udstået. Der var vand i kælderen i morges, og jeg var selvfølgelig ret spændt på, hvordan haven så ud. I det berømte skybrud i 2011 druknede nærmest alle havernes nyplantede hække. Vist nok fordi dræningen ikke er lavet ordentligt. (Det har naboerne berettet. I år var problemet nærmere, at de små hækplanter døde af tørst). Her til aften vovede jeg mig så ud.

Indgangen til haveforeningen:

IMG_1425.JPG

Haven:

IMG_1467.JPG

Det var faktisk ikke så slemt. Det var mest på havegangen og mellem bedene, der stod vand (altså der hvor jorden er trådt sammen):

IMG_1426.JPG

Ved siden af kålene:

IMG_1429.JPG

Mellem jordbærene:

IMG_1434.JPG

Det må have blæst, for solsikken havde mistet bladene:

IMG_1463.JPG

Og en af majstoppene var knækket. Den fik et bambusstativ.

IMG_1461.JPG

Det værste var næsten, at flere af de store tomater var revnet.

IMG_1452.JPG

Det gør de, når de får sådan et vandchok. De optager simpelthen for meget på en gang, og så kan maveskindet ikke holde. Det hjælper sikkert heller ikke, at de har tørstet i juli. Det er særligt Ukranian Purple der har tendensen, og det er ærgerligt, for de er kæmpe store, og smager vildt godt, hvis de får lov at hænge og blive rigtig godt modne.
Nu har jeg plukket alle dem, der bare havde antydningen af rødt skær, så kan de få lov at ligge og modne færdigt i vindueskarmen. Forhåbentlig uden at sprække. De kan jo i hvert fald ikke optage mere vand, når de har fået kappet jordforbindelsen.

Hvor er du blevet stor!

20140821-200842-72522686.jpg

“Kål, hvor er du blevet gigantisk stor”, tænker jeg, hver gang jeg løfter fiberdugen. Det er nok lidt over en måned siden, jeg plantede dem ud, som små forspirede 10 cm høje planter, og se nu.

20140821-201127-72687352.jpg

20140821-201217-72737103.jpg

De er en halv meter høje og lige så brede, og den række orientalsk bladgrønt, jeg plantede i mellem, kan næsten ikke få luft. Her titter nogle af dem frem:

20140821-201509-72909689.jpg

Ved siden af kålfiberhuset fik jeg plads til en halv meter Insektstribeblomsterblanding. En grøngødning fra Urtegartneriet. Den ser sådan ud nu:

20140821-201726-73046712.jpg

Og så lige et forsøg, som slet, slet, slet ikke er efter bogen. Jeg fik græskar- og agurkefrø af søde Tina Tichtach for et par uger siden. Jeg kunne ikke vente et helt år med at så dem. Så jeg puttede dem i jorden og tænkte, at så må de blive så store, som de nu kan nå. Det er flotte planter, også selvom de ikke når at modne frugter (og tænk, hvis vi får en varm september:-). Nå, men gæt et gigagræskar:

20140821-203504-74104532.jpg

De små spirer er broccoli og fennikel. De skal gerne nå at blive spiselige til efteråret og foråret.

Tomaterne har det også godt. Vi høster flere gange om ugen.

20140821-210636-75996622.jpg

August i haven

Tomathøst

I går spiste jeg en tomatsalat, som er den bedste, jeg nogensinde har spist. Hjemmedyrkede tomater og basilikum. Især tomaterne fra Camilla Plum var lækre. Kødfulde, har jeg lyst til at kalde dem, selvom det lyder forkert om en grøntsag. Men der var virkelig frugtkød på en helt anden måde end de mindre cherrytomater. Og det var lækkert, at der var begge dele. Haven i august er virkelig en belønning. Det er næsten svært at nå at høste og spise det hele.

Majskolberne i indianerbedet begynder også at ligne noget, og de første stangbønner blev plukket i dag.

Majs_Bønner

Kål2

Jeg plantede to rækker (forspirede) kål efter kartoflerne: to spidskål, fire rosenkål og to grønkål. Det er vist ca. tre uger siden, og jeg var lidt bekymret for, om det var for sent, men de vokser overnaturligt stærkt i varmen. En uges tid senere såede jeg en række orientalske bladgrøntsager i mellem dem: Oriental Saladini fra Camilla Plum. Det skulle der være plads til, inden de bliver store. I dag har jeg så luget og undersået det hele med perserkløver, som skal dække jorden og på den måde holde ukrudt væk og jordforbedre på én og samme tid. Det lyder jo smart. Vi får se, om det spirer.

Det hele har stået under fiberdug hele tiden, og bladene er næsten ikke blevet gnavet i, men det er en skam, at man ikke kan gå og kigge på kålenes smukke, grønne nuancer og deres voksagtige, voldsomme blade. Det er virkelig nogle dekorative planter. Egentlig havde jeg besluttet, at jeg ikke gad dyrke kål, fordi de er så udsatte for skadedyr, men jeg blev lokket af at gå og kigge på naboens imponerende kålplanter. I fremtiden vil jeg eksperimentere med at plante dem sammen med camouflageplanter, så de skadedyrene ikke kan finde dem, og menneskene til gengæld kan nyde synet.

Der dukker også mange selvsåede blomster op i haven. Hilsner fra naturen.

Stolte kavalerer:

Stolt kavaler

Mamelukærme: (Den elskede jeg som barn, men den er næsten for meget med sin ublu babylyserød).

Mamelukærme

Solsikke – selvfølgelig:

Solsikke

Jeg læste for øvrigt i dag en god guide til, hvad man kan så nu og høste hen over vinteren.