Powerplante

Græskar er nogle imponerende planter. I starten af juni plantede jeg fire planter i håbet om, at de ville overtage haven og give ukrudtet seriøs konkurrence, men junikulden var hård ved dem. De blev ved med at være bitte små, og jeg havde faktisk næsten mistet håbet, men varmen i august fik endelig gang i én af planterne.

Der var tre græskar på den – to små og ét stort, som dog stadig var ret lille. Men jeg skal love for, at det kan gå stærkt. Den 27. august så det sådan ud:

 Den 6. september så det allerede sådan ud:

 Den 15. september sådan:

 Og d. 23. september begyndte det virkelig at ligne noget:

  
Sorten hedder Cinderella’s Carriage. Og det kan man jo godt forstå.

De andre små ansatte græskar blev aldrig til noget. Jeg ved egentlig ikke, om man skal fjerne nogle af dem, eller om planten godt kan modne alle sammen. Men dræbersneglene afgjorde den sag. De åd alle de andre græskar, mens de endnu var små.

Den 4. oktober høstede jeg:

 Det blev til en stor gang suppe, tre store glas syltede græskar og en hel masse mos i fryseren. Det skal afgjort prøves igen. Fantastisk plante. Bønnerne som stod i bedet er forresten sorten Blauhilde. Meget smukke, lilla blomster og mørke bælge, som er nemme at finde.

August i haven

I går spiste jeg en tomatsalat, som er den bedste, jeg nogensinde har spist. Hjemmedyrkede tomater og basilikum. Især tomaterne fra Camilla Plum var lækre. Kødfulde, har jeg lyst til at kalde dem, selvom det lyder forkert om en grøntsag. Men der var virkelig frugtkød på en helt anden måde end de mindre cherrytomater. Og det var lækkert, at der var begge dele. Haven i august er virkelig en belønning. Det er næsten svært at nå at høste og spise det hele.

Majskolberne i indianerbedet begynder også at ligne noget, og de første stangbønner blev plukket i dag.

Jeg plantede to rækker (forspirede) kål efter kartoflerne: to spidskål, fire rosenkål og to grønkål. Det er vist ca. tre uger siden, og jeg var lidt bekymret for, om det var for sent, men de vokser overnaturligt stærkt i varmen. En uges tid senere såede jeg en række orientalske bladgrøntsager i mellem dem: Oriental Saladini fra Camilla Plum. Det skulle der være plads til, inden de bliver store. I dag har jeg så luget og undersået det hele med perserkløver, som skal dække jorden og på den måde holde ukrudt væk og jordforbedre på én og samme tid. Det lyder jo så smart. Vi får se, om det spirer.

Det hele har stået under fiberdug hele tiden, og bladene er næsten ikke blevet gnavet i, men det er en skam, at man ikke kan gå og kigge på kålenes smukke, grønne nuancer og deres voksagtige, voldsomme blade. Det er virkelig nogle dekorative planter. Egentlig havde jeg besluttet, at jeg ikke gad dyrke kål, fordi de er så udsatte for skadedyr, men jeg blev lokket af at gå og kigge på naboens imponerende kålplanter. I fremtiden vil jeg eksperimentere med at plante dem sammen med camouflageplanter, så de skadedyrene ikke kan finde dem, og menneskene til gengæld kan nyde synet.

Der dukker også mange selvsåede blomster op i haven. Hilsner fra naturen.

Stolte kavalerer:

Mamelukærme: (Den elskede jeg som barn, men den er næsten for meget med sin ublu babylyserød).

Solsikke – selvfølgelig:

Jeg læste for øvrigt i dag en god guide til, hvad man kan så nu og høste hen over vinteren.

Indianerbed V

Indianerbedet er blevet virkelig fint. Mere vanding (hveranden dag), flydende gødning to gange om ugen og så selvfølgelig al den varme, vi har haft, har fået majsene til at skyde i vejret. De er lidt forskellig højde, men de højeste er i hvert fald halvanden meter. De er altså næsten vokset en meter på ti dage. (Jeg har været nødt til at skalpere squashene temmelig kraftigt pga. meldug-angreb. Jeg håber, det kan holdes nede. De producerer i hvert fald lystigt). Og blomsten øverst er sprunget ud. Det er vist nok hanblomsten, der skal bestøve kolberne.

Og stangbønnerne er også begyndt at sno sig så fint. De to højeste er nået helt op til toppen af bambusstativet. Gad vide om de tager turen ned igen…

Nu glæder jeg mig bare til at se de første kolber.

Her er links til et par andre forsøg med indianerbede: “Mit indianerbed” og “Indianerbed set i Californien“.

Næste år skal jeg prøve igen med flere forskellige planter i bunden, fx butternutsquash og agurk – og flere solsikker i mellem det hele. Det kunne være flot.

Buskbønnen der blev væk

Jeg plantede en lille række buskbønner efter kartoflerne ca. midt i juli. De kom faktisk ganske fint op (i modsætning til stangbønnerne i indianerbedet) og bredte det første sæt blade ud:

Men se så for et par dage siden:

Nogen har spist toppen. Det er gået ud over 2-3 stykker, som nok ikke bliver til mere. En enkelt er blevet gnasket godt og grundigt i, men ser ud til at kunne komme igen:

Jeg har heldigvis sået nogle ekstra i et lille såbed, netop fordi jeg havde så dårlige erfaringer med stangbønnerne, der ikke kom op. I såbedet er ALLE kommet op, så måske er der faktisk noget om det der meget findelte såmuld, som giver bedre spirring. Det er bare lidt besværligt at forspirre, synes jeg, men altså meget godt i det her tilfælde. Hvis de ellers får lov at stå, kan jeg heldigvis fylde dem ind i hullerne i rækken.

Men hvad er det for et dyr, der gør det? Snegl? Mus? Hare? Rådyr? Due? Skade? De besøger ret sikkert alle sammen haven.

Majs – Indianerbed IIII

Jeg har fundet ud af, at majsenes fine, lysegrønne farve nok betyder, at de mangler kvælstof – æij! Jeg synes også, det gik alt for langsomt. Hvordan skal de nå at blive halvanden meter høje og sætte 4 kolber? Hvis jeg er heldig, får de nok én hver. Så blev man så klog… Måske burde jeg også have vandet dem mere, mens det var så tørt.

Nå, men jeg lavede noget research på nettet og fandt ud af, at majs sætter sideskud og skal hyppes, så jeg brækkede det, der lignede små, ekstra majs helt nede ved jordoverfladen, af og hyppede noget meget næringsrig jord op omkring roden. Og så vander jeg dem mere nu – ca. hver anden dag, men jeg synes ikke, det gør nogen synlig forskel endnu. Men ellers ser indianerbedet altså ret fint ud. Nå ja, jeg giver dem også flydende gødning ca. en gang om ugen (tror faktisk jeg sætter frekvensen op, men samtidig er kvælstof ikke godt for squashenes meldug… måske er det i virkeligheden squashene, der kvæler majsene, de blev jo plantet i forkert rækkefølge…), men næste år skal der nok bare graves meget mere kompost ned i jorden, inden de bliver plantet.

Bønnerne er begyndt at komme op – 3 i den ene firkant, 6 i den anden, fordi jeg i min utålmodighed, lagde bønner i jorden af flere omgange. Men den ene bønne har fået spist sin top af et dyr, der også efterlod en masse små lorte, og en del kom altså aldrig op, så min konklusion er, at det er udmærket at være rundhåndet med frøene. De har fået bambustipier at vokse op af, for det går jo aaaaalt for langsomt med de majs.

Indianerbedet III

Se! Squashene er blevet gigantiske. Desværre har de fået meldug næsten alle sammen. Små skimlede hvide pletter. Bladene er i forvejen brogede/melerede, men meldugpletterne er også skimlede på bagsiden. Øv! Jeg kan ikke huske, om nogle af dem skulle være resistente, men det ser ikke sådan ud. Jeg klipper de angrebne blade af og har sprøjtet resten med en atamonblanding. Det virker måske, siger plantedoktor. Men kun sprøjte i overskyet vejr, ellers brænder det åbenbart bladene af.

Majsene begynder også at blive store, især den ene af firkanterne. Den anden bliver nok overskygget lidt for meget af squash og hæk, og den tredje er plantet senere. Der er også kommet nogle bønner op (nederst i billedet), men langt fra alle dem, jeg har lagt i jorden. De skal jo kravle op ad majsene, men jeg er bange for at majsene vokser for langsomt. Hm… så må de jo få en pind.

De første tomater er blevet røde – hurrahurrahurrahurrahurra! Men nye bekymringer opstår: kartoflerne har fået kartoffelskimmel, og det kan jo smitte tomaterne. Åh, jeg krydser fingre for, at det ikke sker.

Indianerbedet II

I dag blev de sidste fire majs plantet. Jeg havde forspiret dem – faktisk havde jeg forspiret otte, men det var kun halvdelen, der kom op. Der er nu i alt tre majsfirkanter i bedet. I to af dem lagde jeg bare majskornene direkte i jorden i slutningen af maj – egentlig lidt for tidligt, men det var en varm maj, og jeg satte syltetøjsglas over (nederst tv.), så de små spirer fik beskyttelse mod kulde og vind. De kom op – og ramt næsten glassene alle sammen:-)

Jeg lagde tre majskorn i hvert hul, og i en del kom der kun én plante op. Fordi det var lidt tidligt, forspirede jeg resten og samlet set kom der altså 12 planter op, 8 på direkte såede og 4 forspirede = tre firkanter. Jeg tror, det passer meget godt med pladsen i bedet.
Stangbønnerne såede jeg for en uge siden i de to direkte såede firkanter. 4 bønner i hver firkant. Men der er ikke kommet noget op endnu, så jeg såede fire ekstra i dag i den firkant, som er mest udsat for at blive overskygget af squashene, der virkelig har fået fat i løbet af den sidste uge. Nu ser det sådan ud: tre majsfirkanter, fire squash:

Tomaterne står lige ved siden af Indianerbedet, og de er også ved at få rigtig fat. De ser sådan ud:

Jeg fjernede nogle af de nederste blade i dag og hyppede lidt kompost op om stænglerne, så de kan lave flere rødder og få mere kraft. Tomater er i familie med kartofler, så man kan hyppe dem på samme måde. Smarte planter!

Indianerbedet

Det første jeg plantede – eller tog hul på at plante – var indianerbedet. Squash, majs og bønner sammen. Også kendt som De Tre Søstre. Bønnerne skal vokse op ad majsene og støtte dem, samtidig med at bønnerne selv bliver støttet, og squash i bunden til at holde ukrudt væk og holde på fugten i jorden. Jeg brugte målene fra Renee’s Garden og omregnede til metersystemet her.

Der findes i følge internettet en indiansk legende om de tre søstre: The Iroquios Legend, og Amerikas indianere skulle angiveligt have dyrket de tre søstre sammen, fordi det er bæredygtigt og dækker et bredt næringsspektrum. Proteiner og kulhydrater kan jeg da i hvert fald tælle.

(Fra: http://www.flusterbuster.com/2013/03/gardens-3-sisters.html)

Jeg ved ikke, om det passer. Jeg vil bare gerne have, at planterne trives så godt som muligt og blandt andet ikke får skadedyr, og tænk hvis der ender sådan her:

(Fra: http://www.permacultureguild.org/.)

Og fordi jeg i min utålmodighed havde været på planteskole (Grennessminde) i april og nu havde alt for store squashplanter stående i vindueskarmen, startede jeg med at plante dem (19. maj). Det er ikke helt i tråd med Renee’s instruktioner.

Pindene er markeringer til majsene. De skal stå i en firkant med kun 15 centimeters mellemrum, så de kan bestøve hinanden. Det gør de åbenbart med de der lange år, der sider i toppen af majskolberne. Majsfirkanterne er til gengæld helt efter Renee’s instrukser. Majs er af græsfamilien – al den nye viden. Jeg håber ikke, squashene kvæler majs og bønner, inden de når at komme op. Majsene skal først plantes i juni. De skal have meget varme for at spire. 14 graders jordtemperatur, siger bl.a. Camilla Plum. Og bønner skal også have varme.

Bedet består af 4 squashplanter og 4 majsfirkanter (som senere er skrumpet til tre – jeg er lidt bange for at tage livet af ribsbusken i hjørnet) med fire majsplanter i hver. I hver majsfirkant skal der plantes 4 bønner.

Det var (ifølge bøgerne) lidt tidligt at plante squashene ud, men det har været et varmt forår, og jeg lagde jorddække rundt om planterne. Jeg tænkte, at det ville holde på varmen. Siden har jeg læst mig til, at man først skal jorddække, når jorden er varmere, men det har nu virket. Alle planterne lever indtil videre fint.