Ukrudt, skadedyr, nyttedyr, økologi, mangfoldighed

Ukrudt og jordforbedring

Man kan luge og luge og luge til man bliver blå i hovedet og får ondt i ryggen, men ukrudtet vokser alligevel hurtigere.

Jeg er blevet lidt træt. Det er også varmt. Der er meget rodukrudt i haven, det er primært grunden til, at jeg er blevet lidt grundtræt. Det går jo ALDRIG væk. Faktisk har vi ingen skvalderkål og kun få dræbersnegle – det prøver jeg at glæde mig over – men der er rigtig meget kvikgræs/senegræs og mange tidsler og følfod. Især de sidste er jeg begyndt at hade intenst. Lange fede, hvide rødder, som knækker, når man prøver at trække dem op.
20140726-161220-58340230.jpg

Det er som om, der kommer to frem, hver gang jeg hiver én op. Så jeg er begyndt at interessere mig utrolig meget for jorddække, grøngødning, og undersåning.

Det gælder jo om ikke at have ubeplantet jord nogen steder, har jeg forstået. Og vores have er en økologisk nyttehave, så man bliver nok lynchet, hvis man drister sig til at bruge gift, og det vil jeg nu også gerne undgå. Jeg tror jo på økosystemet (tror på økosystemet, tror på økosystemet, messe, messe, bande, bande). Her er et meget fyldigt og letforståeligt spørgsmål og svar om at komme ukrudt til livs i en øko-køkkenhave. Det er nu for omfattende for mig, men jeg har tænkt mig at få fat i noget halm til jorddækning omkring træer, buske og mellem jordbær og højbede. Rodukrudtet skal nu nok finde vej op, men så må det blive en kombi-løsning af jorddække, jordforbedring, håndoptrækning og besværgelser.

Jordforbedring virker generelt som vejen frem, og i min desperate gennemtrævling af internettet har jeg fundet ud af, at følfod også skulle være indikatorplante på dårlig jordkvalitet. Det er sådan en plante, der vokser på motorvejsskråninger og gamle byggepladser, hvor ikke meget andet kan gro. Ergo, jordforbedring. Problemet er i øvrigt også størst i det tre år gamle jordbærbed, hvor det jo også er sværest at lave jordforbedring, fordi det er så forvitret. I virkeligheden skulle det nok graves op og anlægges et andet sted, men det gider jeg altså ikke lige foreløbig, så jeg har tænkt mig at luge, lægge noget kompost på, så godt som muligt, og derefter halm – hvis jeg kan få fat i noget…
Man må IKKE fræse, når det kommer til følfod, for det kan spire fra selv 1 centimeters-stykker. Så er det bedre at: 1) hive dem op ved overfladen flere gange i løbet af vækstsæsonen og dermed udsulte dem, 2) plante andre, gerne flerårige planter, fx grøngødning og 3) jordforbedre med kompost og møg.
Dét, økologerne kalder minisommerbrak, skulle også være en god strategi. Altså en hel sommer uden de etårige (ikke særlig konkurrencedygtige) afgrøder, men med fx kløver, der bliver klippet ned flere gange i løbet af sommeren. Dermed bliver følfoden også klippet ned og på den måde udsultet, og det går selvfølgelig hurtigere at køre hen over et kløverstykke med græsslåmaskine end at trække de enkelte følfod op med håndkraft. Det lyder især som en brugbar strategi, hvis den vokser på store, lige arealer, som let kan slås, men hvis den vokser i en lille have som vores, hvor den dukker op blandt krydderurter og jordbærplanter, mellem højbedene og i hækken, er håndlugning og grøngødning nok en mere brugbar strategi. Man kunne selvfølgelig også bare sløjfe jordbærbedet og højbedene og plante kartofler i det hele eller lave en sommerbrak, meeen det bliver nok ikke mit første valg.

Til de bare pletter i haven har jeg erhvervet mig følgende i jordforbedringens navn:

  • Blodkløver til at så på bare jordstykker, hvor der ikke skal vokse mere i år. Det overvintrer vist og er som andre kløverarter kvælstofsamlende. Det kan vist graves ned efterår eller forår, men nogle steder kan det sikkert også blive stående. Det får meget smukke, ret store, blodrøde blomster.
  • Perserkløver til undersåning af bl.a. kål og majs, som jo ikke dækker jorden særlig godt.
  • Honningurt, som skal blandes med begge kløversåninger, fordi de fungerer som “ammeplanter” (hurtigtvoksende, med hurtigt dækkende kimblade) for kløveren. Havenyt kalder den også for en god “blandingspartner”. Desuden blomstrer de, så der er noget til bier og svirrefluer.
  • Lupiner, fordi de er smukke, hestebønner, fordi de kan spises og solsikker, fordi de er fascinerende i al deres højde. Alle er kvælstofsamlende og kan indarbejdes i jorden efterår og forår – så vidt jeg forstår.
  • Desuden har jeg købt noget såkaldt “Evighedsspinat” fra Camilla Plum. Det skulle kunne bruges som efterafgrøde og måske også til såning mellem hovedafgrøderne, og så kan det jo spises.

Mangfoldighed, skadedyr og nyttedyr

Udover jordforbedring er mangfoldighed vejen frem i økologisk dyrkning. Det kan jeg rigtig godt lide. Hele økosystemet skal tilgodeses, så ingen larve eller lus får overtaget. Og så er det jo bare smukt og frodigt. Havenyt har denne udmærkede artikel om at droppe herskesygen og arbejde med naturen i stedet. Den har litteraturhenvisninger til sidst. Og der en lignende artikel om mangfoldighed her.

Jeg har generelt prøvet at plante en del blomster mellem afgrøderne. Dels for at forvirre fjenden (skadedyrene) og dels for at give nytteinsekterne noget at leve af. Der er især mange morgenfruer, men også georginer, selvsåede lupiner og stolte kavalerer. Og så har jeg plantet en del appelsin- og citrontagetes i højbedene og en sommerblomstblanding, der blandt andet indeholdt dem her, som jeg ikke ved hvad hedder: (17/8: Ps. nu ved jeg det: hør, frøkenhat/zinnia og guldvalmue.)

IMG_1269

IMG_1264

20140726-161627-58587580.jpg

Men forleden fandt jeg denne blanding på Urtegartneriets hjemmeside. Jeg kan lige nå at plante den ud, og jeg er meget spændt på den. Det er i øvrigt nogle gode, store frøposer, Urtegartneriet sender. Det er ikke sidste gang, jeg har købt frø der.

IMG_1273

Advertisements